tirsdag den 25. oktober 2011

Pat sampak - Diller Trans

Man bliver altså lidt glad for at der er humor i dagligvarebutikkerne. Nettos prismærke maskine har åbentbart kun begrænset antal bogstaver i hvertfald var Paté sampak blevet til Pat sampak - det er smukt. Bliver glad hvergang jeg ser det tyske firma Diller Trans og vil aldrig rigtigt vide, hvad de egentligt kører med??
Kan også kun grine af min indre Johnny Brian, som har ødelagt radioen(?) højttalerne ved at høre Rihannas nye nummer alt alt for højt, så højt at sidespejlene dirrer.
Smiler ved tanken om min kollegas ansigtsudtryk, da jeg ved en fejl kom til at sige at min cardigan var lavet af kat (og ikke kanin) - hendes hænder holdt pænt hurtigt op med at ae min dejlige varme pelsting.
(Hendes kat er nemlig væk og min cardigan har farver som hendes kat!)

fredag den 14. oktober 2011

Forbavsende frisk

Det er sket igen. Vågner og er forbavsende frisk. Har lyst til at komme igang med dagens aviser og løbeturen og rengøringen og tøjvask og hygge og spas med drengene som er hjemme.
Hvor kommer energien fra?
Er det tvangssamlæsning af Sofies Verden med andenældste - knægten trænger til en mere filosofisk tilgang til livet og skal til at tænke på meningen med hele.
Er det samtalerne med bedste kæresten om de udfordringer vi dagligt bombarderes med og alligevel holder til, fordi vi har en fælles plan "as we go along".
Er det visheden om, at summen af erfaringerne af al det for  som familie ind til videre har gennemført har gjort os hærdede og knap så tvivlende på, at det vi gør er det rigtige?
Det kan også være at det er bedstemorens hjælp?
Eller søskendes og netværkets tilstedeværelse og hjælp?
Eller er det en ukuelig tro på, at det nok skal gå og det bedste i at situationen er det vi kan få og er glade for. Meningen med galskaben er fundet og det skal nok gå.

torsdag den 13. oktober 2011

Den 7. dag - på den syvende dag skabte Gud det dårlige humør

Jeg undrer mig hvor mit gode humør blev af...
I dag lægger jeg en blomst det sted, hvor mit gode humør var i går. Regner med at jeg kan samle det op senere. Når nu jeg finder det gode humør frem, så vil jeg gerne dele.
I går 1 time efter sidste indlæg var en bekræftelse af reglen om det som er godt er skrøbeligt og skal værdsættes og vedligeholdes.
I går kom jeg med i statistikken over forældre til børn som har rodet sig ud i noget hø...(igen!) Jeg vænner mig aldrig til det og læner mig op ad tidligere erfaringer om, at børnenes grundfundament er godt. De kender deres værd og er aldrig så langt ude af kurs, at jeg ikke kan hjælpe på rette vej igen. Heldigvis.
I dag siger min mave mig, at det er ok - det er skrøbeligt og det skal nok gå.
Jeg behøver egentligt ikke lede længere, det gode sejrer. Det virker, når fokus på de gode ting.
Jeg behøver ikke længere undre mig over hvor det gode humør er...

Undren om frisørpriser - en sag for Ligestillingsministeren hr. Manu Sareen

Jeg undrer mig...
Når jeg nu bliver klippet i en herrefrisure, hvorfor er det så jeg skal betale damepriser? Hvordan kan det være, at der er forskel på om man er mand eller dame, når det er frisuren, der skal klippes som afgør hvor lang tid der skal bruges på det og hvilke produkter der er i spil?
Hvorfor skal jeg give 150 kr. mere, blot fordi jeg er af hunkøn?
Dette er en sag for ligestillingsministeren - det må da være muligt at få en herreklip og betale for det? Det andet er da diskriminering på køn.
Jeg undrer mig...

Hvorfor er det så slemt at være glad?

Jeg undrer mig...
Som et menneske som 6 ud af 7 dage er sprængfyldt med energi, så kan det undre mig, at andre mennesker bruger (min) energi på at gøre opmærksom på, at der sandelig ikke er noget at grine af og at det er mig som er helt forkert på den. Der er i virkeligheden ikke noget at være glad for eller glædes over - tillad mig at virkelighedskorrigere. Der er et univers af mennesker, væsener, steder og ting at glædes over - det er muligt at lære at fokusere og koncentrere sig om det som virker.
F.eks.
Det holder 100 % at kæresten har kaffen klar, når jeg står op og der er tid til at tage en drøftelse over dagens avis.
Det holder, at børnene er glade og har det godt (den ene dog lidt sløj - og så holder konceptet jo med gravhund til selskab og varm feltrationskakao til halsen)
Kort sagt - fokus og koncentrer!
- Jeg valgte de 2 simple ting og kunne jo have fokuseret på de ting der ikke virker, fx køkkenlåger der skal repareres - vi skal da også have kontaktet en tømrer! - Trappen osv. osv. - men æv det dræner og vi når det jo nok. MEN NEJ - det bliver hverken køknet eller trappen lavet af - til gengæld så dræner det at fokusere og koncentrere sig om det, når jeg nu ikke har tid eller lyst til at prioritere det endnu.
Hvorfor er det så slemt at fokusere på det der virker og være så glad som muligt? Er man mindre professionel? Er det kun sure mennesker, som kan betragtes som dygtige fagligt?
"If life seems jolly rotten
There's something you've forgotten
And that's to laugh and smile and dance and sing.
When you're feeling in the dumps
Don't be silly chumps
Just purse your lips and whistle - that's the thing.

And...always look on the bright side of life...
Always look on the light side of life... "
Jeg undrer mig...